PRÆCISION

Nytænkning og præcision øger kvaliteten og kundetilfredsheden

Når man arbejder med display løsninger og betjeningspaneler i verdensklasse,
er der ikke plads til fejlleverancer og reklamationer.
I samarbejde med RIAS A/S har nordjyske Seritronic A/S udviklet en effektiv
vej fra en anonym plexiglasplade til en100% fejlfri panelløsning til industrien.

Savspåner og støv. Det er i småtingsafdelingen for de fleste, men når det kommer til bearbejdningen af transparente akrylplader – det, de fleste kender som Plexiglas – har det stor betydning for det færdige produkt.

Seritronic A/S producerer blandt andet elektroniske og serigrafiske betjeningspanelløsninger til eksempelvis tunge maskiner og avancerede alarmer. Den nordjyske virksomhed blev etableret i 2000 og beskæftiger i dag 65 medarbejdere. Seritronic A/S producerer specifikke kundeemner, der kan variere i ordre størrelse fra 1 stk. og op til 100.000 emner. Løsningerne udvikles både til det danske og det internationale marked. Seritronic A/S er defor i hård konkurrence med udelandske spillere. Derfor er det afgørende, at produkterne fra Danmark bliver leveret uden nogen former for fejl til de stadigt mere krævende kunder.

Nye arbejdsmetoder giver bedre økonomi

Efter en periode hos RIAS A/S, med traditionel skæring og fræsning af plexiglaspladerne, efterspurgte Seritronic A/S en kvalitet, der kunne matche de stigende kvalitetskrav – og som kunne reducere den hidtidige fejlmargin i produktionen. Kvalitetschef Villy Kristensen og strategisk indkøber Anja Trier Klit mødtes derfor med afdelingsleder Michael Markussen fra RIAS’ forarbejdningsafdeling Ripro for at drøfte, hvordan fejl i produktionen og antallet af reklamationer kunne reduceres.

Indledningsvis så Ripro nærmere på selve udførelsen af opgaven. Dernæst gennemgik Michael Markussen sammen med sit team, mulighederne for at optimere arbejdsprocessen, så fejlmulighederne blev reduceret undervejs i processen.

- I stedet for at skære pladerne ud ved hjælp af de maskiner, man typisk bruger til at udskære industriprodukter, foreslog vi at laserskære pladerne ud. Det koster måske lidt mere for denne isolerede del af opgaven, men samlet set er metoden billigere. Herudover får Seritronic A/S et mere præcist materiale at arbejde med til deres del af processen hen mod det endelige produkt til deres kunde, siger Michael Markussen.

 

Økonomisk gevinst ved ny proces

Ripro leverer nu den laserskårede og bearbejdede plexiglasplade til Seritronic A/S, der videreforarbejder emnet, så den passer til det tastatur, som kunden har bestilt. Inden varen lander hos kunden, kvalitetssikrer Seritronic produktet. Her er det Seritronic A/S har oplevet færre fejl, efter at produktionen er gået fra traditionel skæring til laserskæring og helt har fjernet støv og savspåner. Idet arbejdsprocesserne nu er optimeret, har Seritronic A/S sparet tid. Virksomheden oplever også, at der er færre produkter, der bliver kasseret med ridser i overfladen.

Dermed opnås ikke alene en økonomisk gevinst, men kundetilfredsheden stiger også i takt med, at reklamationerne falder.

- Vi accepterer jo ikke automatisk en prisstigning ved en ny løsning, men sammen med Ripro har vi drøftet fordele og ulemper med de forskellige produktionsmetoder og arbejdsprocesser.

- Ripro har været med til at finde innovative løsninger, der har hjulpet os til at opnå et bedre slutprodukt, fastslår Villy Kristensen.

Eksportmarkeder efterspørger kvalitet

Seritronic A/S leverer løsninger til hele Europa og på det asiatiske og amerikanske marked.

- Halvdelen af vores produktion bliver produceret til eksportmarkedet, der efterspørger præcision og dansk kvalitet. Som underleverandør til os, er RIAS A/S med til at løfte dette konkurrenceparameter. Det er vigtigt, når vi skal udvælge samarbejdspartnere, der helst skal være mere end bare leverandører til os, siger Anja Trier Klit.  

Øvrige nyheder - Bearbejdning